A-skattelån til små og mellemstore virksomheder - Ecovis i Danmark

A-skattelån til små og mellemstore virksomheder

3 min.

Folketinget har vedtaget, at der indføres en ny låneordning for A-skat og am-bidrag til små og mellemstore virksomheder. Dermed kan virksomheder søge om at låne et beløb, der svarer til det, der er indberettet rettidigt i A-skat og am-bidrag for perioderne august og december 2020. Lånet skal tilbagebetales senest den 1. november 2021.

Ansøgningsperioden løber fra 3. februar og frem til 31. marts 2021.

Hvilke virksomheder kan søge om lån?

Små og mellemstore virksomheder kan ansøge om et rentefrit lån på et beløb svarende til den A-skat og det am-bidrag, som virksomhederne har indberettet rettidigt for perioderne august og december 2020 med indberetningsfristerne 10. september 2020 og 18. januar 2021.

For at kunne få et lån kræver det, at virksomheden:

  • at virksomheden har indberettet A-skat og am-bidrag rettidigt for mindst en af perioderne august og december 2020.
  • ikke er under konkursbehandling, rekonstruktionsbehandling, likvidation eller tvangsopløsning
  • ikke har stillet sikkerhed eller er blevet pålagt at stille sikkerhed efter opkrævningslovens § 11.
  • ikke har en eller flere foreløbige fastsættelser, som ikke er erstattet af en indberetning
  • ikke har en fysisk eller juridisk person, som indenfor de sidste 10 år er dømt for skatte- og afgiftssvig, og som:
    • ejer virksomheden
    • reelt driver virksomheden
    • er medlem af virksomhedens bestyrelse eller direktion
    • er filialbestyrer i virksomheden
  • ikke har skiftet 50 % eller mere ud af ejerkredsen i perioden fra og med den 17. december 2020 til og med dagen for anmodningen om lån. Du kan dog godt ansøge, hvis du kan vedlægge en revisorerklæring om ejerskiftet
  • ikke er en offentlig institution
  • har et aktivt cvr- eller se-nummer.

Virksomheden skal overholde ovenstående kriterier i hele låneperioden.

Hvis virksomheden har gæld til det offentlige

Virksomheder, som har gæld til det offentlige, kan godt ansøge om lån. I så fald udbetales lånet ikke, men bruges i stedet til at dække virksomhedens gæld helt eller delvist.

Udbetaling af lånet

Hvis din virksomhed får godkendt et lån, vil lånet fremgå af virksomhedens Skattekonto.

Hvis virksomheden har ubetalte krav på Skattekontoen vil lånet først gå til at dække disse krav. Derefter bliver lånet modregnet eventuel anden offentlig gæld, der er under inddrivelse. Hvis der derefter er penge tilbage, udbetales resten af lånet til virksomhedens NemKonto.

Vær opmærksom på at for at få pengene udbetalt kræver det, at virksomhedens udbetalingsgrænse på Skattekontoen sættes så lavt, at de resterende penge automatisk kan blive udbetalt til virksomhedens NemKonto.

Tilbagebetaling af lånet

Virksomheden skal betale lånet tilbage senest den 1. november 2021. Tilbagebetalingen skal ske via virksomhedens skattekonto.

Hvis virksomheden i lånets løbetid ikke længere opfylder betingelserne for lånet, skal lånet tilbagebetales straks efter, at virksomheden ikke længere opfyldte betingelserne.

Sådan søger du om lånet

Du ansøger om lånet på virk.dk:
https://virk.dk/myndigheder/stat/SKST/selvbetjening/A_skat_Laan

Dette skal du bruge:
Det se-/cvr-nummer, som er anvendt i forbindelse med indberetningen af A-skat og am-bidrag

En revisorerklæring, hvis der i perioden fra den 17. december 2020 til og med dagen for anmodningen om lån har været gennemført ejerskifte i ejerkredsen på 50 % eller derover.

Før du starter udfyldelsen:
Du skal sørge for, at virksomheden ikke har nogen foreløbige fastsættelser, som ikke er erstattet af en indberetning.

Kontakt os:

Revisor i Danmark
Jerrik Olsen
Statsautoriseret revisor, Partner
+45 5766 2470